Hvis du har søgt på hypermobilitet og fibromyalgi, er du langt fra alene. Mange mennesker oplever nemlig en kombination af smerter, træthed og led, der bevæger sig mere end normalt. Nogle har fået diagnosen fibromyalgi og opdager senere, at de også er hypermobile. Andre får først konstateret hypermobilitet og begynder derefter at spekulere på, om de udbredte smerter skyldes fibromyalgi.
Det er et område, der har fået stigende opmærksomhed i forskningen de seneste år. Samtidig florerer der mange myter på sociale medier, hvor det ofte fremstilles, som om hypermobilitet og fibromyalgi er det samme. Virkeligheden er langt mere nuanceret. Der findes en overlapning mellem de to tilstande, men de er ikke identiske, og den ene er ikke automatisk årsagen til den anden.
At forstå forskellen er vigtigt. Ikke kun fordi det kan give mening af symptomerne, men også fordi det har betydning for, hvordan man bedst hjælper kroppen videre.
Hvad er hypermobilitet?
Hypermobilitet betyder ganske enkelt, at et eller flere led kan bevæges længere end det gennemsnitlige bevægeudslag. Hos mange mennesker er det blot en naturlig variation. Det ses ofte hos børn, dansere, gymnaster og mennesker med en genetisk større bevægelighed, og de fleste lever hele livet uden smerter eller begrænsninger.
For andre er historien en anden. Når den øgede bevægelighed ledsages af smerter, instabilitet, gentagne forstuvninger eller udtalt træthed, kan der være tale om Hypermobility Spectrum Disorder (HSD) eller den hypermobile type af Ehlers-Danlos syndrom (hEDS).
Det betyder dog ikke, at kroppen er svag eller skrøbelig. Mange mennesker med hypermobilitet udvikler tværtimod en imponerende evne til at kompensere gennem muskelkontrol og koordination. Udfordringen opstår ofte først, når belastningen overstiger kroppens nuværende kapacitet gennem længere tid.
Hvad er fibromyalgi?
Fibromyalgi er en kronisk smertetilstand, der er karakteriseret ved udbredte smerter i kroppen, udtalt træthed, søvnforstyrrelser og ofte koncentrationsbesvær. Tidligere troede man primært, at smerterne stammede fra musklerne. I dag ved man, at fibromyalgi er langt mere kompleks.
Den mest accepterede forklaring er, at nervesystemet bliver mere følsomt over for smerte. Kroppen reagerer kraftigere på signaler, som normalt ikke ville opleves som særligt smertefulde. Dette kaldes ofte central sensibilisering. Det betyder ikke, at smerterne er psykiske eller indbildte. Smerterne er reelle, men den måde, hjernen bearbejder smerteinformation på, er ændret.
Samtidig påvirkes mange andre systemer i kroppen. Søvnkvaliteten bliver ofte dårligere, energiniveauet falder, og restitutionen tager længere tid. Derfor oplever mange, at selv almindelige hverdagsaktiviteter kan føles overraskende krævende.
Hvorfor forbindes hypermobilitet og fibromyalgi så ofte?
Der er en god grund til, at de to diagnoser ofte nævnes sammen. Symptomerne kan nemlig ligne hinanden i overraskende høj grad. Begge tilstande kan give langvarige smerter, muskelømhed, træthed, søvnproblemer og nedsat fysisk overskud.
Nyere systematiske forskningsoversigter viser desuden, at en betydelig del af personer med hypermobilitet også opfylder kriterierne for fibromyalgi, og omvendt ses hypermobilitet oftere blandt personer med fibromyalgi end i baggrundsbefolkningen. Det betyder dog ikke, at de to diagnoser er det samme. Forskningen peger snarere på, at de kan overlappe hos nogle mennesker, og at de muligvis deler flere biologiske mekanismer.
Det er en vigtig forskel. Hvis man antager, at alle smerter skyldes hypermobilitet alene, risikerer man at overse fibromyalgi. Omvendt kan man også overse en underliggende hypermobilitet, hvis alle symptomer automatisk forklares med fibromyalgi.
Kan hypermobilitet føre til fibromyalgi?
Det korte svar er, at forskningen endnu ikke kan dokumentere en direkte årsagssammenhæng.
Der findes ingen undersøgelser, der viser, at hypermobilitet automatisk udvikler sig til fibromyalgi. Til gengæld findes der flere plausible forklaringer på, hvorfor nogle mennesker med hypermobilitet kan udvikle et mere følsomt smertesystem over tid.
Hvis et led er mere bevægeligt end gennemsnittet, kræver det ofte mere muskelarbejde at skabe stabilitet. Musklerne arbejder konstant for at kontrollere bevægelsen. Hos nogle fungerer dette uden problemer, mens andre oplever tilbagevendende irritation, småbelastninger og længere restitution efter fysisk aktivitet.
Hvis kroppen gennem mange år udsættes for vedvarende smerter eller gentagne belastninger, kan nervesystemet gradvist blive mere følsomt. Det betyder ikke, at hypermobilitet er årsagen til fibromyalgi, men at den kan være én blandt flere faktorer hos personer, der i forvejen har en biologisk sårbarhed.
Derfor er det mere præcist at sige, at hypermobilitet kan være en medvirkende faktor hos nogle mennesker, men langt fra hos alle.
Hvorfor får de fleste hypermobile aldrig fibromyalgi?
Dette spørgsmål er mindst lige så interessant.
Der findes mange mennesker med meget høj bevægelighed, som aldrig udvikler kroniske smerter. Det viser tydeligt, at hypermobilitet i sig selv ikke er en sygdom.
Kroppens samlede belastning afhænger af langt flere faktorer end blot leddenes bevægelighed. Søvn, fysisk aktivitet, psykisk belastning, tidligere skader, genetik, hormonelle forhold og den generelle sundhed spiller alle en rolle. Det er sandsynligvis samspillet mellem disse faktorer, der afgør, om smerter bliver forbigående eller udvikler sig til en længerevarende problematik.
Det er derfor vigtigt at undgå den sort-hvide tankegang, hvor hypermobilitet enten beskrives som helt ufarligt eller som en garanti for kroniske smerter. Virkeligheden ligger et sted imellem.
Træning er sjældent problemet – doseringen kan være det
En af de mest sejlivede myter er, at mennesker med hypermobilitet bør undgå belastning. Den opfattelse støttes ikke af den forskning, vi har i dag.
Tværtimod viser studier, at veltilpasset træning ofte er en central del af behandlingen. Formålet er ikke at gøre kroppen mere fleksibel, men at forbedre styrke, kontrol, udholdenhed og tillid til bevægelse. Når musklerne bliver bedre til at stabilisere leddene, oplever mange færre smerter og større funktion i hverdagen. Evidensen er stadig begrænset, men den peger generelt i retning af, at konservative indsatser med gradvist opbygget træning kan forbedre både smerter og funktion hos personer med hypermobilitet.
Det samme princip gælder ofte ved fibromyalgi. Her er udfordringen sjældent, at kroppen ikke tåler bevægelse. Udfordringen er oftere, at belastningen bliver for stor i forhold til kroppens aktuelle kapacitet. Hvis man svinger mellem total hvile og meget hård træning, kan symptomerne blive mere uforudsigelige. Mange oplever større stabilitet, når aktivitetsniveauet øges gradvist og tilpasses den enkelte.
Smerte betyder ikke nødvendigvis skade
En vigtig pointe er, at smerte ikke altid fortæller, hvor meget væv der er beskadiget. Ved både fibromyalgi og symptomgivende hypermobilitet kan smerteoplevelsen være påvirket af mange forskellige faktorer.
Søvnunderskud, stress, bekymringer, tidligere smerteoplevelser og langvarig overbelastning kan alle påvirke, hvordan nervesystemet reagerer. Det betyder ikke, at smerterne er mindre virkelige. Det betyder blot, at kroppen er mere kompleks, end mange forestiller sig.
For mange bliver det en lettelse at opdage, at smerter ikke nødvendigvis betyder, at kroppen tager skade hver gang den bevæges. Tværtimod kan gradvist tilpasset aktivitet være med til at øge kroppens robusthed over tid.
Individet er vigtigere end diagnosen
To mennesker med samme diagnose kan have vidt forskellige udfordringer. Den ene kan løbe flere gange om ugen og blot opleve lette ledsmerter. Den anden kan have markant træthed, hyppige smerteopblussen og svært ved at passe et almindeligt arbejde.
Det er netop derfor, moderne behandling bevæger sig væk fra standardløsninger. Diagnosen giver vigtig information, men den fortæller ikke hele historien. Den bedste plan tager udgangspunkt i det enkelte menneskes symptomer, mål, ressourcer og hverdag.
For nogle vil styrketræning være den mest effektive vej frem. For andre giver det bedre mening at begynde med korte gåture, vandtræning eller rolige funktionelle øvelser. Det afgørende er ikke, hvilken træningsform der vælges, men om belastningen matcher kroppens nuværende niveau og gradvist udvikler sig.
Referencer
- Alsiri, N., Alhadhoud, M., Alkatefi, T., & Palmer, S. (2023). The concomitant diagnosis of fibromyalgia and connective tissue disorders: A systematic review. Seminars in Arthritis and Rheumatism.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/36462303/ - Higo, A., Palmer, S., Liaghat, B., et al. (2024). The effectiveness of conservative interventions on pain, function, and quality of life in adults with hypermobile Ehlers-Danlos syndrome/hypermobility spectrum disorders and shoulder symptoms: A systematic review. Archives of Rehabilitation Research and Clinical Translation.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/39372240/ - Smeets, Y., Soer, R., Chatziantoniou, E., et al. (2024). Role of non-invasive objective markers for the rehabilitative diagnosis of central sensitization in patients with fibromyalgia: A systematic review. Journal of Back and Musculoskeletal Rehabilitation.
https://doi.org/10.3233/BMR-220430 - Clark, N. L., Kainth, G. S., et al. (2024). Psychological interventions to improve pain, fatigue, anxiety, depression, and quality of life in children and adults with hypermobility spectrum disorders and Ehlers-Danlos syndrome: A systematic review. Rheumatology International.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38091036/
