Fibromyalgi og hypermobilitet/HSD

Hypermobilitet betyder, at et eller flere led kan bevæge sig længere end gennemsnittet. For de fleste er det ikke et problem – men hos nogle hænger hypermobiliteten sammen med smerter, træthed og udfordringer med fysisk belastning.

Derfor kan symptombilledet på nogle områder ligne fibromyalgi. Nogle mennesker har fibromyalgi, nogle har hypermobilitet eller hypermobilitetsspektrumforstyrrelse (HSD), og nogle kan have flere problematikker samtidig.

Hypermobilitet i sig selv er ikke nødvendigvis en sygdom. Det bliver især relevant, når den store bevægelighed er forbundet med vedvarende symptomer eller påvirker funktion og hverdag.

Hypermobilitet, HSD og hEDS - hvad er forskellen?

Begreberne hypermobilitet, HSD og hEDS bliver ofte brugt i samme sammenhæng, men de betyder ikke det samme. Den vigtigste forskel er, om der blot er stor bevægelighed i leddene, om hypermobiliteten er forbundet med symptomer, eller om kriterierne for hypermobil Ehlers-Danlos syndrom er opfyldt.

01
HYPERMOBILITET

Ledhypermobilitet

Ledhypermobilitet betyder ganske enkelt, at et eller flere led kan bevæge sig længere end det, man typisk ser hos de fleste.

Mange hypermobile mennesker har ingen smerter eller andre problemer overhovedet. Derfor er hypermobilitet i sig selv ikke det samme som hverken HSD eller Ehlers-Danlos syndrom.

Stor bevægelighed behøver ikke være sygdom.
02
HSD

Hypermobilitetsspektrum­forstyrrelse

HSD – Hypermobility Spectrum Disorder – bruges, når ledhypermobilitet er forbundet med symptomer og problemer, men hvor symptombilledet ikke bedre forklares af eksempelvis hEDS eller en anden bindevævstilstand.

Det kan blandt andet være smerter, tilbagevendende skader, instabilitetsproblemer eller andre muskuloskeletale gener.

Hypermobilitet + relevante symptomer.
03
hEDS

Hypermobil Ehlers-Danlos syndrom

hEDS er en type Ehlers-Danlos syndrom. Diagnosen stilles klinisk ud fra specifikke kriterier, som blandt andet omfatter generaliseret ledhypermobilitet og yderligere kliniske fund.

Der findes aktuelt ikke én laboratorietest eller gentest, som alene kan bekræfte hEDS, og andre relevante forklaringer skal udelukkes som en del af vurderingen.

En specifik klinisk diagnose med egne kriterier.

HSD er ikke bare “mild EDS”

Det er vigtigt ikke at forstå HSD som en mindre alvorlig version af hEDS. Hvor meget en person er påvirket, kan ikke aflæses direkte af diagnosens navn.

Der er fortsat usikkerhed om den præcise biologiske relation mellem HSD og hEDS, og forskningen i klassifikationen udvikler sig stadig.

F

Hvor passer fibromyalgi ind?

Fibromyalgi er en anden diagnose end både HSD og hEDS. Der kan dog være overlap i symptomer som smerter, træthed og nedsat tolerance for belastning. Derfor er det ikke altid muligt at afgøre ud fra symptomerne alene, hvilken problematik der bedst forklarer den enkelte persons gener.

Hvad er sammenhængen mellem hypermobilitet og fibromyalgi?

Forskning tyder på, at der er et reelt overlap mellem hypermobilitet, HSD, hEDS og fibromyalgi. Det betyder dog ikke, at hypermobilitet nødvendigvis forårsager fibromyalgi - eller at personer med fibromyalgi automatisk er hypermobile.

Hvad viser forskningen?

Studier har fundet, at fibromyalgi forekommer hos nogle mennesker med symptomgivende hypermobilitet, HSD eller hEDS - og at ledhypermobilitet også ses hos en del mennesker med fibromyalgi.

Hvor stort overlappet præcist er, er sværere at sige. Resultaterne varierer afhængigt af hvilke patienter der undersøges, og hvilke diagnostiske kriterier der anvendes.

Studier fra specialiserede klinikker kan eksempelvis finde et meget stort overlap, men de patienter, der henvises til sådanne klinikker, er ikke nødvendigvis repræsentative for alle med hypermobilitet eller fibromyalgi.

✓

Der findes dokumentation for overlap mellem patientgrupperne.

?

Vi kender endnu ikke én enkelt mekanisme, der forklarer sammenhængen.

≠

Overlap betyder ikke, at diagnoserne er det samme.

Symptomerne kan ligne hinanden

Begge problematikker kan være forbundet med længerevarende smerter, træthed og nedsat funktion. Derfor kan symptombillederne på overfladen se meget ens ud.

Flere smertemekanismer kan eksistere samtidig

Ved hypermobilitet kan lokale mekaniske belastninger, tilbagevendende irritation eller skader bidrage til smerter. Hos nogle kan smerteproblematikken samtidig udvikle sig til at blive mere udbredt og kompleks.

Den samme person kan opfylde flere kriterier

HSD eller hEDS udelukker ikke fibromyalgi. En person kan derfor have en hypermobilitetsrelateret problematik og samtidig opfylde diagnosekriterierne for fibromyalgi.

!

Vi skal passe på med at gøre sammenhængen for simpel

Det er fristende at konkludere, at hypermobilitet “fører til” fibromyalgi, men det kan forskningen ikke fastslå. Sammenhængen er sandsynligvis kompleks, og der kan være flere forskellige veje til vedvarende og udbredte smerter. Derfor bør vurderingen tage udgangspunkt i den enkelte persons samlede symptombillede frem for diagnosens navn alene.